Flot opbakning til talentarbejdet
Før søndagens hjemmekamp blev den nye talentaftale præsenteret i BDO Loungen af VFF-direktør Morten Jensen, og som en del af det fremtidige arbejde omkring talenterne er der etableret et kommercielt udvalg, som skal sikre øgede økonomiske ressourcer.
Udvalget kaldes Kløver Elite, og det er et initiativ, som er startet af tre lokale erhvervsmænd i form af Per Henriksen, Jan Haurits og Torben Andersen, der i samarbejde med den kommercielle afdeling i Viborg FF har i sigte at løfte økonomien omkring talentarbejdet.
Arbejdet har allerede været undervejs, og i forbindelse med præsentationen af talentaftalen blev også overrakt en check på 300.000 kr. til talentarbejdet.
-Først og fremmest gør vi det fordi vi er VFF’ere, og har haft vores gang i klubben i mange år. Vi har løbende lavet små projekter for at skabe lidt ekstra økonomi, men med etableringen af Kløver Elite har vi nu fået sat det i system og formaliseret det, så det kommer til at gavne talentarbejdet hele vejen rundt.
-Vi afholder events, der skaber økonomi og så har vi nogle sponsorer, der bakker godt op. Vi mærker generelt stor opbakning og oplever, at der er rigtig mange mennesker, der virkelig brænder for VFF og for talentarbejdet, og som også kan se, at de to ting hænger godt sammen.
-Vi har et super samarbejde med VFF-ledelsen og sammen har vi fået lagt en fremadrettet plan, som skal sikre endnu flere ressourcer til talentarbejdet, lyder det fra Torben Andersen, som overrakte checken på vegne af Kløver Elite.