Jeff Mensah vender hjem
Jeff Mensah skifter hjem til Viborg FF på en kontrakt for to et halvt år med virkning fra sommer 2018.
Det er et velkendt ansigt, der vender tilbage til Kirkebækvej og Viborg FF. Jeff Mensah har nemlig skrevet under på en aftale, der gælder i to et halvt år, og træder i kraft til sommer, når hans kontrakt i Thisted løber ud.
-Vi kender selvfølgelig Jeff rigtig godt, og har fulgt hans udvikling i de seneste år. Han har taget store skridt, og er både blevet en mere moden og mere afgørende spiller, og samtidig med stort potentiale.
-Vi får en vildt sulten spiller, som vi ved vil gøre alt for den grønne trøje, siger sportschef Jesper Larsen.
25-årige Mensah har tidligere spillet 102 kampe for VFF, og glæder sig til at vende tilbage:
-Det er dejligt. VFF er min klub, og det bliver stort at komme tilbage. Jeg har været ude i et par år, og er blevet modnet som både menneske og spiller, og nu glæder jeg mig til at blive en del af klubben igen.