Målrigt opgør gav tre point
Viborg FF hentede ny sejr på Energi Viborg Arena efter et begivenhedsopgør mod FC Roskilde, der sluttede med 4-3 på måltavlen samt et rødt kort til gæsterne.
Der var drama for alle pengene, da Viborg FF søndag eftermiddag hentede sin tredje hjemmesejr på stribe efter et vildt opgør med hele syv scoringer. Først var det VFF, der bragte sig foran 1-0 allerede efter fem minutters spil. En opskrift, der har virket flere gange i sæsonen viste sig at være effektiv igen: Indlæg fra Christian Sivebæk på højrefløjen, og så var Andreas Albers klar i feltet med sin femte sæsonscoring.
Jublen på Energi Viborg Arena forstummede dog desværre hurtigt. På bare syv minutter var det hele nemlig vendt på hovedet, da først Mikkel Thygesen og siden Valon Ljuti fik scoret for gæsterne, og så var Roskilde pludseligt foran 2-1.
Det lykkedes for kampens bedste spiller, Pierre Larsen, at bringe balance i regnskabet før pausen, da han fik lidt for meget plads i venstresiden, og så bankede han bolden ind til 2-2. Forinden havde både Albers og Beck ellers begge haft store muligheder for at få puttet udligningen i mål. Bedst som man troede det skulle være uafgjort ved til pausen, så bragte Roskilde sig foran igen. Morten Nielsen fik sparket riposten i nettet efter den første afslutning havde ramt stolpen. En kold dukkert for VFF at gå til pause på.
Fra anden halvlegs start skulle hjemmeholdet fremad, og efter en lille times spil var Pierre Larsen så igen på spil i venstresiden, og igen bankede han bolden i nettet til fortjent udligning. Kort efter blev gæsterne reduceret til 10 mand, da Roskildes Stefan Hansen modtog sit andet gule kort.
Og så skulle der presses ekstra meget på for et føringsmål. Morten Beck, Andreas Albers og Søren Reese kom alle frem til store muligheder, mens også Roskildes Kristian Lindberg havde en stor chance, men det var topscorer Andreas Albers, der et lille kvarter før slutfløjt fik nettet for VFF. Oplægget til Albers' afgørende scoring kom fra Markus Bay, der også lagde op til 3-3-målet ved Pierre Larsen.
4-3 stod der på måltavlen, og selvom gæsterne forsøgte at presse til sidst, så blev det aldrig farligt, og dermed hentede Steffen Højers drenge altså tredje sejr på stribe på Energi Viborg Arena. I næste uge venter endnu en hjemmekamp, når Brabrand kommer på besøg søndag den 1. oktober.
Viborg FF – FC Roskilde 4-3
1-0 Andreas Albers (5.)
1-1 Mikkel Thygesen (8.)
1-2 Valon Ljuti (12.)
2-2 Pierre Larsen (38.)
2-3 Morten Nielsen (45.)
3-3 Pierre Larsen (58.)
4-3 Andreas Albers (78.)
Startopstillingen
Sebastian John – Mikkel Kallesøe, Erik Moberg, Søren Reese, Alexander Fischer – George Fochive, Pierre Larsen, Morten Beck – Christian Sivebæk, Andreas Albers, Casper Gandrup
Indskiftninger
Markus Bay for Christian Sivebæk (45.)
Danilo Arrieta for Casper Gandrup (70.)
Jacob Dehn for Erik Monberg (79.)
Kort
Gult: Alexander Fischer
Tilskuertal
2.283