Jeppe Grønning er ny anfører
Det nye trænerteam har besluttet at vælge ny anfører for Viborg FF, og valget af den nye kaptajn er faldet på Jeppe Grønning. Grønning har i de seneste kampe i NordicBet Ligaen allerede båret anførerbindet, og det bliver nu permanent på overarmen hos VFF’s nummer 13.
-Grønning er den helt naturlige anfører for Viborg FF. Han er en leder i dagligdagen og på banen, og har fantastisk indstilling, som de unge spillere i klubben kan læne sig op ad. Dertil har han en god alder, hvor han allerede har en vis rutine, og samtidig kan han have rollen som anfører i mange år fremover, siger Steffen Højer og fortsætter:
-Kamper har stadig en vigtig rolle hos os, og der bliver masser af kampe, hvor vi får brug for ham og hans kvaliteter. Han er den mest rutinerede i truppen, og den erfaring får vi fortsat behov for. Vi forventer selvfølgelig ligeså meget af Jonas nu som tidligere, og vi er sikre på, at han også fortsat vil tage ligeså meget ansvar i det daglige arbejde.
Ordene fra cheftræneren suppleres af den nu tidligere anfører Jonas Kamper:
-Jeg er gået til Steffen for at tale om dette, og vi er enige om, at det er et oplagt tidspunkt at skifte. Klubben har brug for en ny start, vi har fået nye trænere og det er naturligt at give stafetten videre til en ny anfører nu. Jeg har været vildt stolt over at bære anførerbindet i Viborg, og jeg bakker selvfølgelig 100% op om Grønning, og vil støtte ham på alle måder, der er behov for det.
-Det var vigtigt for mig ikke at ændre mig, da jeg fik anførerbindet, og jeg kommer heller ikke til at ændre min måde at være på nu. Jeg er stadig den samme hver dag, og vil fortsætte med at gå forrest.
Mens Jeppe Grønning er udnævnt som ny anfører, så er Søren Reese samtidig ny viceanfører for VFF.
Hør Jeppe Grønning fortælle om sin nye rolle her: