VFF led nederlag mod EfB
VFF led nyt nederlag, da Esbjerg vandt med 2-0 på Energi Viborg Arena efter et chancefattigt opgør, hvor gæsterne nettede en gang i hver halvleg.
Det nye trænerteam med Steffen Højer i spidsen og Ralf Pedersen ved sin side, fik desværre ikke den start som de havde drømt om, da gæsternes Anders Dreyer med et rigtig flot langskud bankede EfB på 1-0 allerede efter 12 minutters spil. Inden da var det også gæsterne, der havde åbnet kampen bedst, men efter scoringen, så satte VFF sig ellers på kampen dog uden for alvor at skabe de helt afgørende målchancer i første halvleg.
Efter en times spil fik det viborgensiske hjemmepublikum lidt at glæde sig over, da 16-årige Oliver Haurits kom ind til sin debut i den grønne trøje. Haurits er dermed den yngste debutant for VFF nogensinde – i hvert fald så længe, der findes officielle statistikker. Og ti minutter senere kom også Jacob Vetter på banen til sin debut for Viborg FF.
Kampbilledet med VFF i den dominerende rolle forsatte ellers, men det kneb desværre samtidig med målchancerne for de hårdtarbejdende angribere. Gæsterne kom frem til et par halve muligheder på et par frispark, men heller ikke her blev det for alvor farligt.
Mod slutningen af opgøret forsøgte VFF at få lagt det sidste og afgørende pres, men i sidste minut af den ordinære spilletid lukkede gæsterne i stedet kampen til 2-0. Emmanuel Oti blev sendt afsted i et kontraangreb, og foran mål kunne ukrainske Yakovenko på en ripost sparke den afgørende scoring i nettet.
Viborg FF – Esbjerg fB
0-1 Anders Dreyer (12.)
0-2 Yuri Yakovenko (89.)
Startopstillingen
Walter Viitala – Jacob Dehn, Erik Moberg, Søren Reese, Mikkel Jespersen - Christian Sivebæk, Jeppe Grønning, George Fochive, Jonas Kamper – Danilo Arrieta, Morten Beck
Indskiftninger
Oliver Haurits for Danilo Arrieta (60.)
Jacob Vetter for Mikkel Jespersen (70.)
Osama Akharraz for Christian Sivebæk (81.)
Kort
Gult: Jeppe Grønning, Søren Reese, Mikkel Jespersen
Tilskuertal
2.643