Danilo Arrieta tilbage i VFF
Offensivspilleren Danilo Arrieta er tilbage i VFF på en kontrakt for resten af 2017. Han har tidligere spillet i klubben fra 2012-2015.
Viborg FF har skrevet kontrakt med en gammel kending i form af Danilo Arrieta, som tidligere har spillet 35 kampe i den grønne trøje. Siden har Arrieta været hos Skive og senest i Lyngby, men skifter nu tilbage til VFF på en kort kontrakt for resten af kalenderåret.
-Jeg er rigtig glad for at være tilbage i Viborg, og er meget sulten efter at spille i den grønne trøje igen, og få bevist, at jeg stadig har masser i mig. Jeg har lært meget i de seneste år, og har lært at tage mere ansvar i forhold til mig selv og truppen. Det er helt klart en forbedret udgave af mig selv, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, siger Arrieta.
Sportschef Jesper Larsen:
-Vi er glade for at få en dygtig og sulten spiller ind i vores trup. Ingen kan stille spørgsmålstegn ved Danilos topniveau, hvor han på sine gode dage vil være en stor profil.
-Siden Danilo sidst var i Viborg, har han udviklet sig på alle parametre, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet. Det er en meget moden Danilo, der er meget bevidst om klubbens værdier og som kommer for at bidrage til, at vi som hold og klub flytter os i den rigtige retning.