Johnny Mølby stopper i Viborg FF
Bestyrelsen i Viborg FF samt direktør Morten Jensen og sportschef Jesper Larsen har besluttet, at Johnny Mølby ikke længere skal være manden i spidsen for holdet. Han stopper dermed som cheftræner i klubben med øjeblikkelig virkning.
Direktør Morten Jensen:
-Årsagen til dette er svigtende sportslige resultater samt manglende tro på, at Johnny Mølby er den rette person til at vende den negative udvikling.
-Johnny Mølby blev ansat som cheftræner i Viborg FF i sommeren 2015, og var i sin første sæson i klubben med til at skabe de bedste sportslige resultater i ti år, men efterfølgende er det som bekendt blevet til nedrykning fra landets bedste række, ligesom starten på den nye sæson ikke har været tilfredsstillende.
-Vi takker for indsatsen, og ønsker Johnny et stort held og lykke med fremtiden.
Johnny Mølby udtaler:
-Jeg har haft det godt i Viborg og været glad for min tid i klubben. Den første sæson var rigtig god, og vi skabte gode resultater, som har været de bedste i klubben i mange år. Derefter havde vi en rigtig svær halvsæson, hvor vi lå sidst ved vinterpausen, og så spillede vi et fint forår med flere gode resultater, men hvor vi også brugte mange ressourcer. Så endte vi i de to uafgjorte kampe mod Helsingør, og det gav så katastrofale følger.
-Jeg har været glad for min tid i VFF med trænergruppen, spillertruppen samt alle andre omkring klubben. Det har jeg sat stor pris på.
Steffen Højer og Ralf Pedersen bliver henholdsvis konstitueret cheftræner og assistenttræner.