Mikkel Jespersen skifter til VFF
Viborg FF har skrevet kontrakt med alsidige Mikkel Jespersen, der har fået en aftale i klubben for den kommende sæson.
Som ungdomsspiller var han i en periode hos FK Viborg, og nu er Mikkel Jespersen igen klar til at få en hverdag på Kirkebækvej i Viborg, hvor han har underskrevet en kontrakt med VFF frem til sommeren 2018.
-Viborg er en god klub med ambitioner, som passer mig godt, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang her. Jeg kan spille forskellige pladser, og vil bidrage til holdet, hvor der er brug for mig. Vi skal forhåbentligt vinde en masse kampe i den kommende sæson, så vi kommer med i toppen, og det vil jeg selvfølgelig også gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe til med.
Direktør Morten Jensen udtaler:
-Mikkel er en alsidig spiller, der kan dække mange positioner, hvilket giver vores trup noget fleksibilitet. Han har en aggressiv spillestil og kommer samtidig med den rette mentalitet og indstilling i forhold til de opgaver, der venter os. Vi har kendt ham i en del år, og har senest trænet med hos os i en uges tid, og vi er tilfredse med, at han nu er her på en permanent aftale.
Jespersen spillede 28 kampe for AC Horsens i Alka Superligaen, hvor han primært var brugt som højre back. Tidligere i karrieren har han været mere offensiv som kantspiller og på den centrale midtbane. Han får trøjenummer 17 i Viborg FF.