VFF skal tilbage i Superligaen
Åbent brev til fans, sponsorer og samarbejdspartnere fra direktør Morten Jensen:
Kære VFF’ere.
Det er en hård tid, og selv her efter nogle dage, så er det stadig svært at forstå og acceptere, hvad der er sket. Kampen i søndags var en følelsesmæssig rutsjebanetur af værste slags, og det påvirker mig dybt, at kampen og vores sæson er endt som den gjorde.
Vi har ambitioner om meget mere end 1. division, og i de seneste år har vi hver halvsæson lagt et ekstra lag på med sigte, at vi skal være en fast, etableret klub i Alka Superligaen. Vi er skridt for skridt blevet styrket både sportsligt og i vores organisation, men lige nu er vores plads i den bedste række blevet smidt på gulvet, og det er en fiasko. Vi er blevet sparket tilbage, men når skuffelsen har lagt sig, så skal vi kigge fremad igen. Der er ikke andre muligheder.
Os, der elsker VFF, har oplevet meget igennem årene, og det her står klart som en af de værste oplevelser, jeg kan huske. Frustrationerne fik frit løb hos nogle af vores fans efter kampen, og for at være ærlig, så var de samme frustrationer inde i min krop. Alligevel var der personer, der gik langt over stregen, og uacceptabel adfærd overfor børn og familier hører ingen steder hjemme!
Min egen position har været og er til diskussion, og det er helt i orden. Det hører med, når man har den rolle i en klub, der betyder så meget for så mange mennesker. Min klare holdning er, at ingen personer er større end klubben, og er der opbakning til, at jeg ikke skal være her længere, så accepterer jeg det. Men indtil da, skal jeg nok være den første til at gå forrest for VFF. Jeg vil gå igennem ild og vand for klubben, og gøre alt, hvad der er muligt for, at vi kan rejse os sammen igen. Mit hjerte er grønt og hvidt, og det er der ingen, der skal tvivle på. Samtidig vil jeg også sende en tak til de fans og samarbejdspartnere, der har sendt mig og mine kollegaer opløftende beskeder de seneste dage.
Vinderen har altid ret, og har man tabt, så skal man tage imod og lytte til al den kritik, der måtte komme. I de første dage efter nedrykningen har vi evalueret på tingene internt med både bestyrelse, administration og sportslig sektor for at få så mange inputs som muligt til at klarlægge, hvor det er gået galt. I den kommende uge vil vi invitere samarbejdspartnere fra erhvervslivet og repræsentanter fra fangrupperingerne til en række møder, således alle får mulighed for at blive hørt, og vi sammen kan sikre fremtiden for Viborg FF.
Vi skal tilbage til Superligaen om et år. Det er vores ambition og klare målsætning, som vi arbejder ud fra, og det kræver, at vi har viborgenserne med os igen. Sammenholdet bliver altafgørende for vores fremtid.
Hav en god sommer, selvom det bliver svært for os med et grønt hjerte.
De bedste hilsner
Morten Jensen.