Vatsadze på tavlen for reserverne
VFF-reserverne tabte mandag eftermiddag med 1-3 hjemme mod Esbjerg. Mate Vatsadze fik scoret det enlige mål for hjemmeholdet.
Det var en lidt rodet indledning, da Viborg FF mødte Esbjerg på Kirkebækvej i sæsonens næstsidste reserveholdskamp. Spillet bølgede lidt frem og tilbage i kampens åbning, og efter 35 minutter var det så fortjent nok gæsterne, der bragte sig i front ved den tidligere VFF-angriber Mads Hvilsom.
I pausen blev unge Oliver Haurits sendt på banen, og det gav lidt mere fylde oppe i front. Allerede to minutter inde i anden halvleg fik den unge angriber afsluttet, men keeperen fik afværget ud til Mate Vatsadze, der havde fundet den rette angrebsposition og kunne sende udligningen i kassen.
Det gav lidt ekstra liv til VFF-mandskabet, men kort tid efter bragte Brent McGrath gæsterne i front igen, inden det også blev 3-1 ved georgiske Budu Zivzivadze. Det lykkedes ikke for VFF at få scoret yderligere, og dermed endte kampen med en fortjent EfB-sejr.
-Efter nogle rigtig fine reserveholdskampe, så leverede vi en skidt indsats i dag. Det var sæsonens dårligste kamp for os, og jeg synes, at der manglede kvalitet hele vejen rundt. Det var ikke godt nok i dag, men den slags kampe kommer engang imellem, og det skal vi tage ved lære af, sagde Steffen Højer efter opgøret.
Der bliver mulighed for revanche, når VFF spiller sæsonens sidste reserveholdskamp ude mod OB den 9. maj.
Startopstillingen
Peter Friis – Jacob Vetter, Baba Mensah, Jacob Dehn, Simon Trier – Casper Gandrup, George Fochive, Christian Keller, Sebastian Mourier – Mathias Wichmann - Mate Vatsadze