VFF spillede 1-1 mod Hobro
Viborg FF krydsede klinger med Hobro på DS Arena i en lukket testkamp, inden der i den kommende weekend igen skal spilles om point i NordicBet Ligaen og 3F Superligaen.
Begge hold stillede stærkt fra start, og første halvleg var en meget jævnbyrdig affære med et lille spilovertag til VFF. Det var dog hjemmeholdet, som skabte den første store chance, men Sabbis skarphed manglede i situationen.
De bedste VFF-muligheder tilfaldt først Mikkel Agger, senere ved en dødbold til Lars Kramer og kort inden pausen var det Shelove Achelus, der fik reddet en afslutning tæt på målstregen. Første halvlegs største mulighed var til Hobro og Sabbi, men den kommende OB-angriber sparkede forbi mål.
Efter pausen blev der skiftet flittigt ud hos VFF, hvor en håndfuld unge spillere kom ind og leverede en flot indsats. Det var dog de mere rutinerede Mads Aaquist og Christian Moses, der skabte og scorede kampens første mål, da Aaquist spillede Moses fri til 1-0. Føringen holdt dog ikke længe, da hjemmeholdets Louati fik udlignet efter en dødboldssituation ganske få minutter senere.
Mod slutningen bølgede det frem og tilbage, og begge hold havde muligheder for at tage sejren. De største chancer faldt til unge Sofus Berger og Mads Søndergaard, men ingen af dem havde held med afslutningerne, så opgøret sluttede uden vinder.
VFF genstarter NordicBet Ligaen på fredag hjemme mod Skive.
Hobro IK – Viborg FF 1-1
0-1 Christian Moses (72.)
1-1 Imed Louati (79.)
Holdet i første halvleg
Brandon Austin – Alexander Fischer, Lars Kramer, Frans Putros, Christian Sørensen – Jeppe Grønning, Jakob Bonde, Frederik Brandhof – Mikkel Agger, Alassana Jatta, Shelove Achelus
Holdet i anden halvleg
Brandon Austin (Can Dursun, 58.) – Mikkel Knudsen, Lars Kramer (Simon Søndergård, 58.) , Nikko Boxall, Alexander Fischer (Mads Frederiksen, 58.) – Jeppe Grønning (Frederik Bernberg, 58.), Jakob Bonde (Mads Søndergaard, 58.), Frederik Brandhof (Sofus Berger, 58.) – Christian Sivebæk, Mads Aaquist, Shelove Achelus (Christian Moses, 58.)