|
Med fuld spilletid i nederlaget mod Hjørring, spillede Alexander Juel Andersen sin tredje kamp på fem dage, men viborgenseren er glad for at få masser af kampe i benene op til sæsonstarten.
270 minutters fodbold på fem dage. Det er regnskabet for Alexander Juel Andersen, efter en begivenhedsrig uge, med to kampe for det danske U19-landshold samt lørdagens VFF-nederlag mod FC Hjørring. Den viborgensiske forsvarsspiller var foretrukket i midterforsvaret på et stærkt besat U19-landshold, der på udebane mødte Belgien to gange, med en sejr og et nederlag til følge.
Turen med landsholdet har været en god mulighed for Alexander Juel Andersen, for både at få kamptræning frem mod sæsonstarten, samt at slå sit navn fast på U19-landsholdet.
- Det er godt at få kampe i benene hele tiden, det kan selvfølgelig mærkes, men det er kun postitivt at jeg fik fuld tid i begge kampe, så jeg fik chancen for at bevise hvad jeg kan. Og jeg fik da også nogle gode ord med fra træneren (landstræner, Per Andersen, red.).
Selvom Alexander Juel er glad for chancen på landsholdet, har han ikke glemt, at der skal præsteres på klubholdet for at kunne få komme i betragtning til at blive udvalgt mellem landets bedste. Derfor var det da også en ærgerlig Alexander Juel der kunne se tilbage på nederlaget til Hjørring.
- Vi vidste godt, hvordan de ville spille, og vi var også klart dominerende. Alligevel får de tre mål, og det er helt vildt de gør det, vi laver nogle store fejl. Vi vinder ikke så mange andenbolde som vi skal, og derfor kan de slå kontra. Det er noget vi skal arbejde med, så vi nemmere kan tage styringen i kampene.
Næste gang Alexander Juel Andersen får chancen for at vise sine kvaliteter frem for en landstræner er allerede på torsdag, når VFF møder Keld Bordinggaards danske U20-landshold.
|